Tak for denne gang …

Bett-team præsenterer i denne udgivelse et udpluk af de indtryk, bett.dk 2011 har gjort på vores deltagere. For Center for Undervisningsmidler i University College Lillebælt har det naturligvis været et helt særligt bett.dk. Efter at Poul Tang i 10 år har arrangeret turen, er det nu blevet vores opgave. Vi har for længst besluttet, at de grundlæggende kendetegn ved konceptet skal bevares: Vi prioriterer netværksdannelsen højt, ligesom vi betragter studieturene som et vigtigt perspektiv på brugen af den teknologi, vi ser på BETT Show. Vi vil ligeledes fortsat udvikle samarbejdet med de firmaer, der leverer til sektoren.

Det har selvsagt været en lærerig oplevelse at være arrangør for et så stort arrangement. Der har aldrig været så mange med som i 2011. Vi er allerede i gang med at planlægge næste år, som selvfølgelig bliver forbedret på en række punkter.

Vi er stolte over, at over 90 % af jer vil med på bett.dk i fremtiden. Jeg er sikker på, at succesen skyldes den særlige stemning der er, når 200 engagerede mennesker med et specielt interessefællesskab mødes i udlandet og fordyber sig i deres profession. Tak og på gensyn til deltagere, turledere og partnere.